El-virksomheden EL i AS, der giver elektrikere muligheden for at blive selvstændige under virksomhedens el-autorisation, har solgt en andel af virksomheden til deres første samarbejdspartner. EL i AS er beliggende i Middelfart, men har elektrikere kørende over hele landet.
"Steffen Lino, som driver sin elektrikervirksomhed i Odense, var vores første samarbejdspartner, som fik autoriseret sin elektrikervirksomhed hos os. Vi har fra dag ét haft et tæt samarbejde, og Steffen har hele tiden vist, at han ville os og mere til," siger Elias Grøftholdt Tychsen, medejer af EL i AS.
EL i AS har siden start haft travlt og opkøbte konkurrenten Valmi Group i 2022.
"Vores ønske er at skabe muligheder for de bedste elektrikere, så de kan råde over deres egen tid og tjene pengene selv i stedet for at aflevere profitten til deres mester. Vi tilbyder et komplet setup, som sikrer al administration, herunder oprettelse af selskab, kvalitetssikring, tilbudsgivning, fakturering, forsikringer og regnskab. Det er vigtigt, at den enkelte elektriker kan koncentrere sig om sit fag og om at servicere sine kunder — derfor er der investeret flere millioner i netop de systemer, som sikrer stor brugervenlighed," siger Elias Grøftholdt Tychsen.
"Det er med stor glæde og en tillidssag, at jeg har fået lov til at blive en del af dette setup. Mit hovedfokus vil uændret være på mine egne kunder, men herudover vil jeg være med til at sprede budskabet, så flere dygtige og driftige elektrikere kan blive selvstændige og tjene noget ekstra til sig selv," siger Steffen Lino, ny medejer af EL i AS.